Kategorier
2018

5. december 2018

Lisbeth Dich Abrahamsen
Væveboden, Chr. Mølstedsgade 20

Onsdag bød på tørvejr og kun svag vind – ideelt til vores lille Julebagatel!

65 personer – og to hunde – fulgte med os ad de gamle gader til den hyggelige Vævebod i Chr. Mølstedsgade, hvor Lisbeth Abrahamsen tog imod ved det smukt pyntede udstillingsvindue ud mod gaden. I år ser man bl.a. nøgler af det vidunderlige uldgarn, der indgår i flere af Lisbeths fine, håndvævede sager, som hun sælger fra Væveboden.

Ét tema går igen hvert år i Lisbeths alligevel altid nye og spændende låge-vinduer, nemlig bevaringen af vores dejlige, gamle by. Hendes nu afdøde mand, Poul Abrahamsen, var en varm fortaler for bevaring frem for hovedløs nedrivning og fornyelse, og startede for 60 år siden arbejdet med, at tilskynde til fredning og/eller bevarelse af de gamle huse; Hans indsats har været så ihærdigt, at det utvivlsomt er ham vi kan takke for, at den gamle by står så fin, og så tæt på det oprindelige, som det stadige behov for moderne installationer tillader.

Lisbeth forærede alle de fremmødte fine postkort med skønne motiver fra de tre serier af julemærker, som Poul Abrahamsen har tegnet, mens vores egen Søs delte rundhåndet ud af smørbagte småkager fra Van Hauen.

Kategorier
2018

4. december 2018

Danmarks Lodsmuseum
Gammel Havn 11

Tirsdag gik 69 personer (og en enkelt hund) den korte tur ned til havnepladsen, hvor de gæve folk fra Lodsmuseet tog imod os med varm gløgg og gode historier.

Vi sang lodsens vise, og fik historien om hvordan Lodsmuseet blev til. Bagefter fik vi den spændende fortælling om den ofte barske hverdag for både lodser og fyr-folk, mens vinden susede om ørerne på os, og understregede ordenes alvor.

Heldigvis inviterede de rare frivillige os ind i varmen på museet, så vi kunne se de mange finurlige effekter, der sammen fortæller om Lodseriets betydning for skibsfarten og for Dragør.

Kategorier
2018

3. december 2018

Dragør Gospelkor
Dragør Kirke, Kirkevej 170

Mandag d. 3. december besøgte 67 personer, sammen med Levende Låger, Dragør Kirke og Dragørs vidunderlige Gospel-kor!

Netop denne mandag havde de dog gjort noget ekstra ud af det.

Koret gemte sig i våbenhuset, og først da vi alle sad forventningsfuldt bænkede i den smukt stearinlys-oplyste kirke, kom de frem – syngende, klappende og så fulde af glæde, at man bare måtte smile og klappe med!

Koret har et bredt repertoire, og de fyldte vores hjerter med fire dejlige sange – bl.a. trosbekendelsen sat til toner på en overraskende asymmetrisk måde, så man faktisk HØRTE ordene og budskabet, og ”Et barn er født i Betlehem” i en skøn, rytmisk udgave.

Tusind tak til Gospelkoret!! 🙂

… Som for resten holder øve-aften hver mandag, hvor man gerne må kigge forbi, hvis man er interesseret i, at være med.

Som man siger: hvis du synes din sangstemme lyder godt i badet, så skulle du bare prøve en kirke!!

Kategorier
2018

2. december 2018

Blushøjspejderne
Engvej 3

Søndag trodsede 48 mennesker den dag-lange, silende regn, der nådigt dryppede af omkring kl. 17:00. Sammen gik vi til den lille hytte i anlægget på Engvej, hvor Blushøjsspejderne holder til. Vi hørte om troppens historie, og om spejdernes aktiviteter, som altid har haft udgangspunkt i naturen, men som har ændret sig gennem tiden; Hvor det tidligere handlede om, at lære basale færdigheder som båltænding, binding af knob og genkendelse af træer langt væk fra, er spejdernes aktiviteter i naturen nu i højere grad et socialt dannelsesrum, hvor fællesskab, venskab og ansvarsfølelse over for hinanden og jorden er i centrum.

Hver weekend sælger spejderne juletræer ved hytten på Engvej – arbejdskraften er 100% frivillig, og overskuddet skal gå til en modernisering af spejderhytten.

Kategorier
2018

1. december 2018

Den Gamle Bager
Kongevejen 13D

Lørdag fik Levende Låger i Dragør 2018 en forrygende premiere!!

Hele 168 glade mennesker (og en enkelt hund) traskede med den – relativt – korte tur til Den Gamle Bager på Kongevejen, hvor personalet bød på smagsprøver fra sortimentet af smørbagt julebag fra Reinh. van Hauen.

Pernille Stockfleth fortalte om husets historie, og om husets bygherre, Svend Kjæmpe, der selv har en spændende livshistorie – han har været sømand på langfart, guldgraver i Amerika og skibsreder her i Dragør.

Lars fra Dansk Mjød (Danmarks førende mjød-bryggeri) fortalte om mjød i almindelighed og om deres lækre Julemjød i særdeleshed – mens vi smagte på sidstnævnte.

Kategorier
2017

24. december 2017

Cythia & Peter Bech
Kapselstræde

Søndag var hele 115 med (og 5 hunde), da vi besøgte Cythia og Peter i Kapselstræde.

Mens Cythia bød på øl, portvin, bitter, samt saft til de mindste og godbidder til hundene, læste Peter et pragtfuldt hjemmegjort digt op, der på så fin vis bandt Dragørs fortid og fremtid sammen.

Her følger første og sidste vers:

Her står vi så i flere lag
på juleaftens juledag
og venter spændt på sidste tur
der handler om et simpelt skur
For ingen vinder der intet vover
nu skal vi fryde de Lev`ne låger
og rime om hvordan en skurby
ku gøre Dragør til kulturby

Nu det så som så med silden
det går trægt med indtægtskilden
men man holder traditionen
hvis man vil lidt væk fra konen
Kan man gå til skuret hen
ta en bajer med en ven
men hvis konen skuret ejer
får du både sild og bajer

Kategorier
2017

23. december 2017

Kajakklubben Pilen
Strandlinien 1A

Lørdag aften gik 110 personer med til Kajakklubben Pilen på Nordre Mole – hvor vi blev budt på portvin og lidt kajak-historie.

Kategorier
2017

22. december 2017

Bente Walløe Poulsen & Palle Cranil
Kampensgade 4

Fredag var 92 personer med os ned til Kampensgade, hvor vi besøgte Bente og Palles hyggelige gårdhave – et glædeligt gensyn med en adresse, der har været et fast indslag i Levende Låger de seneste fem år.

Vinduet var pyntet med både velkendt og nyt; De små Amager-nisser har været med hvert år, og de har i mellemtiden “fået selskab” af nogle fine, håndstrikkede grantræer – som Bente fortalte: “Dem strikkede jeg på en ferie til Madeira i november for et par år siden”.

Som noget nyt sås bag nisse-landskabet Bentes families gamle juletræstæppe, som er håndbroderet af hende selv, samt hendes Mor og søstre; “Vi gik i gang i hver sit hjørne”, fortalte hun.

Med så mange mennesker i den lille, smalle gade kunne dagens sang kun være Sikke en Voldsom Trængsel og Alarm! – inden Bente og Palle bød på pebernødder, portvin og madeira … og æblemost til børnene.

Kategorier
2017

21. december 2017

Luciadag
Neels Torv

Torsdag d. 21. – årets korteste dag – fulgte 65 mennesker og et par hunde os på den korte tur til Neels Torv og byens juletræ.

Pernille Stockfleth delte en lille flig af sin store viden om de. der levede i Dragør før i tiden; Folk hvis navne stadig lever på byens gadeskilte og i Pernilles byvandringer.

Således også Neel, der – til mange samtidiges undren – formåede, at drive Kongevejsgården (hvor Irma ligger i dag) ganske alene, efter sin mands død. En gæv kvinde, der nu lægger navn til en af byens travleste pladser.

Til ære for juletræet afsang vi efterfølgende “Højt fra Træets Grønne Top”.

Kategorier
2017

20. december 2017

Dragør Sangforening
Det Gamle Pakhus, Gamle Havn

Onsdag aften blev en skare på hele 105 mennesker ledt til det gamle Pakhus på havnen, hvor Sangforeningen underholdt.