Kategorier
2018

24. december 2018

Dragør Borgerforening
Beghuset, Strandgade 14

Mandag d. 24.december gik vi en omvej i det fantastiske vintervejr; Solen skinnede fra en (næsten) skyfri himmel og ikke en vind rørte sig denne frostklare formiddag, hvor en enkelt snedrive eller to i sol-ubeskinnede hjørner kunne gøre det ud for en – om end noget begrænset – hvid jul!

Og det måtte være en omvej, for dagens vært var ikke langt fra skiltet – det var nemlig Dragør Borgerforening, der holder til i eget, store, flotte hus på hjørnet af Strandgade og Badstuevælen. Her bød formanden for Borgerforeningens aktivitetsudvalg – og restaurantchef i Restaurant Beghuset – Nicolai Larsen, velkommen og viste dagens låge: Borgerforeningens udhængsskab, der altid – året rundt – oplyser om aktuelle arrangementer i foreningen!

Derefter gik vi om til den finurlige indgang på Badstuevælen, hvor Borgerforenigen bød på den usædvanligt lækre Oskar Davidsen & Co solbærrom og forskelligt julebag (og sodavand til børnene – af indlysende grunde).

Her blev folkemængden (vi nåede op på 151 personer og tre hunde) underholdt af vores lokale historie-guru, Claus Ehlers, som først fortalte lidt om husets historie. Siden tryllebandt han os (og fik os til, at glemme alt om kulde), med den spændende historie om ”Hans-Peters Jul” – om en stakkels mand, der må gå SÅ grueligt meget igennem før det endelig kan blive jul!

Men jul blev det!!

Glædelig Jul til alle jer fra alle os! 🙂

Vi håber I får nogle dejlige dage med alle de aldeles viduderlige mennesker I omgiver jer med!! ❤

Foto: Torben Stender Nielsen – og tusind tak for alle dine fantastiske fotos, Torben!!

Det er utroligt, hvad et prof-kamera kan gøre!
Der kan vores små (selv de gode!!) kompaktkameraer slet ikke være med!!

Kategorier
2018

23. december 2018

Julemarkedet
Badstuevælen

Søndag d. 23.december var rigtig mange mødt op på Badstuevælen (vi opgav, at tælle), hvor dagens ”låge” var lukningen af julemarkedet for i år. Det skete med tale og fanfare – hvorefter Finn Alfred og Mogens spillede ”Nu er det jul igen”, så alle kunne danse i kæde rundt på pladsen.

En festlig afslutning på boderne.

Husk, at Levende Låger starter kl. 11:00 Juleaftensdag!

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2018

22. december 2018

Café Dragør Sejlklub
Strandlinien 1B

Lørdag d. 22.december slog vi publikumsrekorden, hvor hele 226 personer (og seks hunde) fulgte med til Nordre Mole og Café Dragør Sejlklub, der bød på æbleskiver, gløgg, øl, vand og kakao!

Charlotte fortalte lidt om husets historie – bl.a. om de seneste knap 70 år som hjemsted for sejlklubben.

Det er ca. 4½ år siden hun selv og Thomas åbnede den populære café på stedet; De tilbyder lækker mad og drikke, samt en af byens allerbedste udsigter – og så er der endda åbent året rundt.

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2018

21. december 2018

Hanne
Hollandsfed

Fredag d. 21.december gik vi i småregn 58 stykker og en enkelt hund til Hollandsfed, hvor Hanne fortalte om en af Dragør Gamle bys hyggelige traditioner: At ”holde bænk”

Det betyder simpelthen, at man mødes på det nærmeste torv, hvor der er en bænk, og så hygger man sig med sin egen medbragte øl, vin, kaffe te – og hinanden – når dagen går på hæld, og vejret er nogenlunde pænt. De fleste steder er det fortrinsvis fredag og lørdag, men en hverdagsaften med usædvanligt godt vejr er også værd at fejre.

På Hollandsfed kommer der endda et hold af tidligere beboere i området, som simpelthen savner det sammenhold, der er på pladsen!

På Hollandsfed holder man også egentlige fester, bl.a. en større sommerfest, hvor man selv tager eget bord, stole, samt mad og drikke med, og så hygger man til laaangt ud på de små timer.

Vi sluttede vores besøg på Hollandsfed med, at tage en runde om pladsens fine juletræ og synge ”Højt fra træets grønne top” – og så var der lækker knas!

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2018

20. december 2018

Dragør Lokalarkiv
Dragør Gamle Rådhus, Stationsvej 5

Torsdag d. 20.december gik turen med 69 personer og tre hunde til det gamle Dragør Rådhus – og nuværende lokalarkiv. Eller … ind til videre værende lokalarkiv!

Vores altid velinformerede lokalarkivar, Henning Sørensen, fortalte om det gamle rådhus og Tina Høegh Nielsen fortalte om arkitekt Christian Christiansen, der var bygningsinspektør i kommunen fra ca. 1910, og som tegnede Dragør Rådhus, der blev opført i 1914. (Ud over Rådhuset og en række villaer, har han også tegnet alderdomshjemmet i Nyby (på hjørnet af Kastanje Allé)).

Normalt sidder arkivnissen Arkibald oppe i Kikkenborgen, men han er kravlet ned, og vil ligge i en arkivkasse, så han kan flytte med til Arkivets nye adresse – som man ved, så flytter nissen jo altid med!

Arkivet lukker for ekspedition den 1. januar og indtil flytningen er overstået; På en ukendt dato og til ukendt adresse – selv personalet ved endnu hvortil!

Man kan kontakte dem på mail og telefon – og aflevering af arkivalier kan også aftales.

Apropos – så har arkivet for nylig modtaget store dele af Chr. Christiansens arkiv; Heriblandt hans bronzemedalje diplom, samt et fint studie af en stenløve.

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2018

19. december 2018

Dragør Sangforening
Det Gamle Pakhus, Gamle Havn

Onsdag d. 19.december suste østenvinden os godt om ørerne, og sendte også en lille byge ned ind i mellem, (men ikke mellem 16:30 og 17:10) , så det afskrækkede ikke de 74 personer, der gik med os til det gamle pakhus på havnen.

Og heldigvis da – for vi skulle indenfor og høre en mini-koncert det 23 mand store mandekor fra Dragør Sangforening. De bød på en dejlig, frisk gløgg og lækre småkager, og selvom vi var mange, var der rigeligt.

Koret lagde ud med den muntre sang fra Nøddebo Præstegård, hvor de glade studenter er undervejs til gården. Derefter fik vi en smuk sang om solnedgangen og så dén, om de tusinde julelys der tændes.

Inden næste sang, blev vi af dirigenten introduceret til sangens ophav – franske Adolphe Adam, der har komponeret melodien til et digt af hans samtidige (og også franske) Placide Cappeau. Digtet hedder ”Minuit Chretien”, men de fleste kender den nok bedre i den engelske oversættelse af John Sullivan Dwight, med titlen ”Oh, Holy Night”; Vi fik den i en smuk oversættelse til dansk – som også havde en ganske lille, næsten umærkelig, smule mere rytme og tempo end originalen, hvilket passer fantastisk godt til netop dette mandekor! Så flot!

Koret sluttede af med Dejlig er Jorden – som jo de fleste kan synge med på, og det gjorde de!

Vi skulle hilse og sige, at de øver hver onsdag, og hjertens gerne byder nye, musikelskende medlemmer velkommen!

Da koret, efter veloverstået koncert, også selv havde forsynet sig med et glas gløgg og en småkage, blev vi alle råbt an af dirigentens mand; For et af korets medlemmer havde fødselsdag, og skulle selvfølgelig have den traditionelle Dragør-skål og (alenlange-derpå-følgende) skålesang!

Den herre er dog ikke er fra byen, så vi fik ingen takkesang; Men den skal han jo nok få lært. Tillykke med fødselsdagen fra os også!

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2018

18. december 2018

Mølsteds Museum
Blegerstræde 1

Tirsdag d. 18.december var kl. 17:00 indhyllet i fin støvregn, hvilket dog ikke afskrækkede de 67 personer, der fulgte med til Christian Mølsteds Museum, Blegerstræde 1, hvor Tina fra Museum Amager fortalte om Olga Lau. Den unge malerinde startede sin karriere som kunstner i Dragør og var samtidig med Christian Mølsted.

Sidstnævnte har malet et vidunderlig billede af de karakteristiske Dragør-gæs, der kommer hjem fra sommer-opholdet på Saltholm. En i publikun kunne supplere med en fortælling om sejladsen i nyere tid: Gæssene kom i en sæk på saltholm, og blev lagt i bunden af båden, hvor de lå ganske stille – indtil de var ca. 200 meter fra havneindløbet, så begyndte de, at gække!

Museum Amager bød på et glas portvin, og et kig ind på det flotte maleri af gæssenes hjemkomst.

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2018

17. december 2018

Hanne & Axel
Skippergården, Lodsstræde 4

Mandag d. 17.december viste vintervejret sig fra sin milde side, med plusgrader og kun stille vind, og 65 personer (og tre hunde) gik den hyggelige omvej med til Lodsstræde 4. Her var Nissen på loftet (som stædigt mener han er Dragørs eneste) var flyttet til vinduet mod gaden. Som altid har Nissen en god historie, at fortælle, og sender Axel ud til alle os mennesker for, at fortælle den. I år har Nissen skrevet lidt af sit lange livs historie – en fantastisk historie om et liv, er startede som gård-nisse på en meget livlig og meget fin gård i Dragør, med masser af dyr og vide jorde udenfor byen.

Siden blev Nissen Skipper-nisse og sejlede på de store have; Han tilbragte mange år i Caribien, men kom endelig hjem igen til Dragør og blev igen gård-nisse, om end på en noget mindre livlig gård i den gamle by.

Axel har heldigvis printet Nissens historie ud, lamineret den, og har hængt den op på lygtepælen på gaden, så man kan slå et smut forbi Lodsstræde og læse den i sin helhed.

Husets frue, Hanne, fortalte os derpå lidt om de mange billeder og fotos i det utroligt smukt pyntede vindue. Der er flere billeder er af hendes forfædre – og efter, at have konsulteret sine noter, kunne Hanne remse alle navnene op; Her i Dragør har man nemlig (før i tiden) navngivet sine børn, så enhver vidste hvem forældrene var. Man har samtidig opkaldt efter bedsteforældre mv. og det gør det nærmest umuligt for os med mange generationer i byen, at huske navnene på alle forfædrene – og specielt rækkefølgen!

Sluttelig bød Hanne på dejlig, lun punch og hjemmebagte brune kager i porten.

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2018

16. december 2018

Michael
”På Trappen”, Strandstræde 8

Søndag d. 16.december var 160 mennesker og to hunde med hele vejen ned til ”På Trappen” i Strandstræde. Michael fortalte om husets historie og bød på småkager og rom fra Flensborg.

Vi sang ”Sikke en voldsom trængsel og alarm” og ”Højt fra træets grønne top” til akkompagnement på violin.

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2018

15. december 2018

Ole
Gåserepublikken

Lørdag d. 15.december gik 124 personer og seks hunde med os den lidt længere tur ud til Gåserepublikken, hvor Ole Svendsen tog imod og fortalte.

Foto: Søs Ludvigsen