Morten Storm Ankerstjerne
Nyby 1
Vejret torsdag den 22. december var godt – ja, solen syntes endda, den ville kigge frem om eftermiddagen, og det fik ekstra mange – cirka 50 personer
– til at gå med til Nyby 1, hvor familien Storm Ankerstjerne bød velkommen.
Deres vindue var fint pyntet med julepynt og blinkende flerfarvede lys.
Morten Storm Ankerstjerne fortalte, hvorfor bebyggelsen på denne side af Vestgrønningen hedder Nyby:
I første del af 1800-tallet boede en kvinde – Grith Jensdatter – i Slippen 3. Hun var ikke så stabil af sind og fremstod til tider også sindsforvirret.
Den 12. maj 1842 åndede alt tilsyneladende idyl i familiens hus, indtil vægter John Greisen råbte, at huset brændte – Grith Jensdatter havde sat
ild på loftsetagen. På grund af kraftig vind bredte ilden sig således, at hele 18 huse i Von Ostensgade brændte. Ejerne af husene blev tilskyndet til
at bygge på den anden side af Vestgrønningen – heraf navnet
Nyby. Allerede i efteråret samme år byggede skipper Niels Jeppesen huset Nyby 1.
Jeppesenfamilien havde boet i Von Ostensgade 8 og havde fået 470 rigsdalere fra brandforsikringen til at bygge et nyt hus.
Oven på denne historie var det godt med et glas portvin og en småkage.
