Fristrands Allé
Lørdag den 20. december vandrede omkring 175 personer nord på den lange vej ud til Fristrands Allé, hvor de mange vandrere blev mødt af julemusik spillet af Michael Due. Han havde flyttet elorgelet ned i garagen til nummer 8.
Fristrands Allé var pyntet med lys i alle vejtræer – et helt fantastisk syn. I 2014 begyndte det med lys i træet ud for nummer 8, og siden er det gået slag i slag, så nu er 18 vejtræer pyntet med lys.
Deltagerne blev modtaget af omkring 30 af vejens beboere og deres gæster. Cecilie Westh og Peter Reenberg fortalte om de enkelte huses historie og om, hvem der har boet i husene.
Fristrands Allé blev bebygget i perioden 1900 til cirka 1920. Nogle af husene startede som sommerhuse, som efterhånden er revet ned og erstattet med helårshuse – det seneste hus er bygget i 2023.
Mellem historierne blev der sunget julesange akkompagneret af Michael Due på elorgelet. Beboerne havde sat tre borde op, der var fyldt med rigelige mængder gløgg og hjemmebag, så alle kunne forsyne sig, inden de skulle ud på den lange hjemtur.

Foto: TorbenStender

Foto: TorbenStender






