Kategorier
2025

18. december 2025

Henriette Tietze
Kommandørboligen, Badstuevælen

Torsdag den 18. december samledes 81 personer på Badstuevælen, heriblandt tre cykler fra Cykling uden alder – med blandt andre alderspræsidenten, der er 102 år, om bord. 

Det blev til en lille tur rundt i gaderne for så at komme tilbage til Badstuevælen og butikken Strikbart, som var dagens låge. 

Henriette Tietze flyttede for et års tid siden sin strikbutik fra Slippen 5 og hertil. Et skifte, hun er meget glad for, da butikken med sin placering i Kommandørboligen er større og ligger mere centralt. 

Hun fortalte, at huset er opført i 1845 som embedsbolig for en kongelig toldinspektør. Senere var ejendommen bolig for såvel en lodsinspektør som for kommandanten på Dragør Fort. 

En farverig personlighed, der har boet i ejendommen, var enken efter boghandler Chr. Schou, fru Julie Buchwald Schou. Fru Schou huskes af mange, blandt andet fordi hun insisterede på, at et bestemt sæde i Amagerbanens busser var forbeholdt hende. Hun kunne finde på at prikke med spidsen af sin paraply til en passager, der ikke kendte reglen om det reserverede sæde. 

Fru Schou testamenterede ejendommen til Dragør Kommune – blandt andet på betingelse af, at kommunen ikke måtte sælge ejendommen.

Mens Henriette Tietze fortalte, blev der budt på slik og pebernødder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *