Kategorier
2021

18. december 2021

Michael og Peter
Strandhøj (Borgmestervillaen), Fristrands Allé 8

Lørdag gik over 150 personer og otte hunde en længere tur, i den stjerneklare aftenskumring, til Fristrands Allé, hvor Michael Due og Peter Reenberg tog imod i deres hyggelige og smukt julepyntede hus og have, hvor de spillede og sang for på de tre første vers af Juletræet Med Sin Pynt.

Huset – der hedder Strandhøj – er en af de første helårsbeboelser, der blev bygget på Nordstranden. Før var området præget af ”landliggerboliger” – eller sommerhuse, som man nok ville sige i dag.

Huset er også i folkemunde blevet kaldt ”Borgmestervillaen”, da her residerede en borgmester i 1950’erne. Indenfor i huset er der et relief af en herre, og det blev længe antaget, at det var borgmesteren. Men relieffet stammer helt tilbage fra omkring 1930 – hvem det forestiller, ved man ikke.

Dagens vindue var en finurlig samling af spøjse nisser, der stammer fra en Juleudstilling i Daells Varehus, hvor Peters far var dekoratør. Da udstillingen skulle pilles ned fik Peters far lov til, at redde nogle af nisserne, og nu sidder de så fint i det gamle vindfang, ovenfor den statelige trappe.

Vi sluttede af med at synge resten af Juletræet Med Sin Pynt, inden vi fra Levende Låger var nødt til, at sige et alt for tidligt tak for i år, og ønske alle de fremmødte en god jul!

Det var ganske vemodigt, at spadsere hjem – trods den fine, stjerneklare nat og fuldmånens smukke skær over Øresund.

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2021

17. december 2021

Rikke
Glasseriet, Magstræde 6

Glaspuster Rikke Bruzelius fra Glasseriet i Magstræde 6 trådte til med kort varsel som vært for fredagens låge. Tusind tak for det!

Det kan være svært at forestille sig, at de fine og finurlige – og ind i mellem skrøbelige – ting er blevet til ved utroligt høje varmegrader. Glas smelter først ved 1100°C, så det er ikke ufarligt, at håndtere det. Men Rikke har en passion for at skabe, og har formet og pustet glohede glas til de smukkeste ting i 30 år. I 1996 tog hun springet og blev selvstændig glaspuster.

Hun holdt sit første julemarked i Dragør i 2017 – i et gammelt træskur – og faldt pladask for byen!

Ejendommen i Magstræde var dengang ganske faldefærdig, så i stedet blev der i 2018 opført den bygning, der nu huser glaspusteri og butik; Men selvom det er nyt, er det naturligvis holdt i den gamle stil, der passer ind i byen.

Omkring 50 personer gik med os denne aften, og blev budt på portvin.

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2021

16. december 2021

Dragør Bibliotek
Vestgrønningen 18

Vi gik fra Badstuevælen og en lille omvej ad Von Oostensgade, inden vi kom til Biblioteket på Vestgrønningen, og gik ind i den fine gårdhave, gennem porten, der i dagens anledning var udsmykket som en kæmpe gave og fik hver vores godtepose, samt et sangblad.

Michael Due sang for på Dejlig er Den Himmel Blå, hvorefter vi hørt lidt om bibliotekets kommende arrangementer; Bl.a. kommer der et Harry Potter tema, og forfatteren til Vitello-bøgerne, Manu Saren, kommer og fortæller om hvordan det er at få en ADHD diagnose som voksen.

Igen sang Michael Due for på Et Barn Er Født I Betlehem, og efter en kop varm kaffe sang vi sammen Dejlig er Jorden.

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2021

15. december 2021

Dragør Sangforening
Wiedergården, Wiedergården 2

Godt 60 personer og fire hunde spadserede med os til Wiedergården, hvor mandekoret Dragør Sangforening havde taget opstilling i baggården. Korleder og pianist Marianne Kragh – der kan prale af, at være eneste kvinde i mandekoret, bød velkommen og slog tonen an med de stemningsfulde julesange Ret Som Stjernen og Nu Tændes 1000 Julelys.

Korlederen mindede om, at koret gerne optager nye sangglade mænd, de øver hver onsdag fra 18:45 til ca. 20:45 på Wiedergården, så man skal bare dukke op.

I ligestillingens navn skal lige nævnes, at Marianne også er korleder for Dragør Vokal Ensemble, hvor alle køn er velkomne.

Så sang koret den danske version af Oh Holy Night – Kom Julenat.

Marianne fortalte så en dejlig anekdote om vores folkekære Victor Borge; Han kom jo af og til hjem til Danmark, og da man ikke kan få lakridser i USA, havde han gerne en pose lakridser på sig, hvorhen han end gik.

Han besøgte gerne de fine butikker på Strøget – bl.a. Georg Jensen. Her var det en del af personalets arbejde, at pudse og vedligeholde det udstillede sølvtøj når de ikke betjente kunder.

Et år kom Victor Borge ind i butikken, og en dame sad og pudsede sølvtøj. Han tilbød hende et stykke lakrids og hun sagde ja tak.
Da han året efter kom ind i butikken igen, ville tilfældet at den samme dame sad og pudsede sølvtøj – samme sted.
Victor Borge udbrød ”Jamen sidder De her? … Endnu!?!”

Vi sluttede af med, at synge Dejlig er Jorden.

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2021

14. december 2021

Line & Martin
Strandstæde 6

På en fin, stjerneklar aften besøgte over 60 personer huset på hjørnet af Kampensgade og Strandstræde 6.

Dagens låge – vinduet – er mod nord, i Kampensgade, og viser en vidunderlig samling af kunstfærdige, smukke papirsblomster.

Vi fik en historie om huset, der også er bygget i 1876 af en Jans, som så mange andre huse i byen. Før husede matriklen hele tre familier – to i hovedhusets stueetage og en i udhuset. I 1950’erne blev 1. salen også inddraget til beboelse.

Som noget ganske særligt deler Strandstæde 6 jo gård med huset ”På Trappen”, hvor man har brugt ballast-sten fra gamle træskibe i bygningen; Det kan ses i murene ind til dagens værter, for de saltmættede sten, gør det nærmest umuligt, at få puds og kalkmaling til, at hænge fast.

Vores værter, familien Mouritzen, der består af Line og Martin, samt deres tre døtre Mille, Emma og Sammy, har boet i huset et års tid, og de bød de fremmødte på dejlig gløgg, mens deres fine nisse-datter assisterede med, at uddele godter.

Det var en ganske særlig aften, og det er ganske vist – for denne aften blev der observeret et imponerende stjerneskud hen over himlen over Dragør; Så har man et ønske.

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2021

13. december 2021

Neels Torv

Mandag var jo Luciadag, og derfor bad vi de fremmødte tage opstilling på Neels Torv, hvor de tre 4. klasser fra Store Magleby Skole, koordineret af Kezia Bidstrup, ville komme i Lucia optog. Vejret var heldigvis med os, det var tørt og fint, så rigtig mange mennesker var mødt op. Vi ved faktisk ikke selv præcis hvor mange – vi gætter selv på 200, og i hvert fald 8-10 hunde – og alle holdt pæn afstand og passede på hinanden. Der var en hyggelig småsnakken og en dejlig stemning på torvet; Og så med ét, da klokken var lidt over 17:00, blev der mere tyst. Da kunne vi høre de smukke barnestemmer og den kendte Lucia sang, på vej op ad Kongevejen.

Mens de fleste voksne så på med en klump i halsen og måske også enkelte med en lille tåre i øjenkrogen, tog børnene med lys i hænderne opstilling på torvet mens lucia-sangen klingede af.

Under ledelse af korleder Lene Damgaard sang børnene to julesange – begge skrevet af Henrik Gotha Jørgensen, der også akkompagnerede på piano – Jul i Gamle Dragør og Sne, Sne og Atter Sne.

Dragør Borgerforening ville gerne have været vært for et glas varm kakao til børnene efter Lucia optoget, men de nuværende restriktioner forhindrede foreningen i, at invitere indenfor i Beghusets hyggelige teatersal. I stedet fik hver klasse en af Borgerforeningens fine muleposer, fyldt med kakao- og juicebrikker samt godter til alle børnene.

Så Levende Låger vil gerne sige en stor tak til Store Magleby Skoles 4. klasser og lærer-teamet, der så velvilligt stiller op hvert år og giver os en smuk og rørende oplevelse.

Også tak til Dragør Borgerforening for traktement til børnene, tak til Sparekassen Sjælland for godteposer, tak til Den gamle Bager for lån af strøm til piano, og tak til Barbara Maria for lån af tagterrasse til Levende Lågers hus-fotograf, Torben Stender, som dermed kunne tage nogle fantastiske overbliksbilleder til Dragør Nyt.

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2021

12. december 2021

Café Dragør Sejlklub
Strandlinien 1B

Selvom det småregnede i skumringstiden denne søndag aften, var der alligevel 89 personer og fire hunde, der gik med os fra Badstuevælen ud til Nordre mole.

I Sejlklubben tog Thomas Christensen fra caféen imod os med lækker gløgg og varme æbleskiver, og mens vi varmede os på dem, fortalte han om det gamle hus.

Det blev bygget i 1863 af Carl Carlsen Jans og fungerede som pakhus for Jans familiens rederi indtil starten af 1900-tallet, hvor lodsen Greisen overtog huset og brugte det som materielhandel.

I 1949 rykkede Dragør Sejlklub ind i huset og har brugt det som almindeligt klubhus og ualmindeligt hyggeligt samlingssted for deres medlemmer i 65 år, inden man i 2014 besluttede at åbne huset for alle, og forpagtede de skønne lokaler ud.

Så nu har Sejlklubbens café og restaurant, med havnens nok bedste beliggenhed og udsigt, åbent næsten hver dag året rundt – og jo, også om mandagen.

Med den nuværende situation og restriktioner er restaurantdriften blevet en udfordring, men Thomas lover, at man både kan bestille og hente mad, så man kan nyde herlighederne i sikkerhed i sit eget hjem. Det gælder også jule- og nytårsmenuen.

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2021

11. december 2021

René
Dragør Fort, Prins Knuds Dæmning 2

Lørdag med Levende Låger kan godt blive en lang gåtur, og det var det også for 144 mennesker og for hunde.

Vi ankom til Dragør Fort i dejligt vindstille vejr. Vandet i jollehaven omkring fortet var spejlblankt og fortets lille street-food marked lyste hyggeligt op, mens vi fik en fortælling om fortets historie af Erling Aske Jørgensen.

Fortet blev bygget i 1910-1914 som en del af fæstningsværket langs Danmarks kyst, og havde kanoner af flere kaliber.

Under 1. verdenskrig var Danmark neutrale, men da et tysk skib sænkede en engelsk u-båd ud for Dragør førte det til en del diplomatiske forviklinger.

Indenfor de tykke mure har fortet huset mange soldater, der boede under ganske tætte forhold; 38 mand på en stue – ja, så har man ikke meget plads til privatliv.

René Carstensen, der nu bestyrer restauration og selskabslokalerne på fortet, bød alle fremmødte på at glas dejlig rom – angiveligt den selv samme rom, som de engelske soldater i gamle dage fik en syp af, inden de skulle i kamp.

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2021

10. december 2021

Philip Helgstrand
Dragør Strandhotel, Strandlinien 9

Mere end 50 mennesker trodsede den iskolde slud-sne, der faldt denne fredag aften. Det var sjappet og koldt, og der var da heller ingen, der havde taget hunden med. Heldigvis inviterede Philip Helgstrand os indenfor på ”terrassen” til varm gløgg. Mens vi fik varmen tilbage i fingrene fortalte Philip, at Strandhotellet har været drevet af familien Helgstrand i 48 år. Hans farfar, Anders Helgstrand, startede forretningen i 1973, som i 1976 blev overtaget af Philips forældre, Per og Britt Helgstrand; Philip selv overtog fra dem i 2005, og næste generation, Philips søn Andreas, er allerede involveret i driften.

Strandhotellet har undergået en del forandringer i de 48 år – f.eks. gættede Philip på, at de fleste fremmødte kunne huske, at der har været diskotek på stedet. Det kunne de.

Foto: Torben Stender Nielsen

Kategorier
2021

9. december 2021

Mølsteds Museum
Dr. Dirchs Plads 1B

Torsdag besøgte 45 mennesker sammen med Levende Låger Mølsteds Atelier på Dr. Dichs Plads. Tina Høeg Nielsen fortalte om maleren Christian Mølsted, der er født og opvokset i Dragør. Mange unge drenge i Dragør stod til søs, men Mølsted ville ikke være sømand; Han ville være marinemaler, og tog derfor på et sommertogt med fregatten Jylland, for at studere de store sejlskibe i detaljer, og for at opleve livet ombord. Han tog også til Marstrand i Sverige for, at studere omgivelserne i fæstningsbyen forud for tilblivelsen af værket, der skildrer Tordenskjolds landgang.

Mølsted rejste til flere europæiske storbyer, bl.a. Paris og London – og så tog han hvert år til Vendsyssel. Han forelskede sig i den lille fiskerby Lønstrup, der ikke har en havn, men hvor fiskerne trækker bådene op på stranden – et motiv han også har skildret. Det var netop i Lønstrup han mødte Thea Svendsen, som han blev gift med.

Foto: Torben Stender Nielsen