Dragør Sangforening
Wiedergården, Wiedergården 2
Godt 60 personer og fire hunde spadserede med os til Wiedergården, hvor mandekoret Dragør Sangforening havde taget opstilling i baggården. Korleder og pianist Marianne Kragh – der kan prale af, at være eneste kvinde i mandekoret, bød velkommen og slog tonen an med de stemningsfulde julesange Ret Som Stjernen og Nu Tændes 1000 Julelys.
Korlederen mindede om, at koret gerne optager nye sangglade mænd, de øver hver onsdag fra 18:45 til ca. 20:45 på Wiedergården, så man skal bare dukke op.
I ligestillingens navn skal lige nævnes, at Marianne også er korleder for Dragør Vokal Ensemble, hvor alle køn er velkomne.
Så sang koret den danske version af Oh Holy Night – Kom Julenat.
Marianne fortalte så en dejlig anekdote om vores folkekære Victor Borge; Han kom jo af og til hjem til Danmark, og da man ikke kan få lakridser i USA, havde han gerne en pose lakridser på sig, hvorhen han end gik.
Han besøgte gerne de fine butikker på Strøget – bl.a. Georg Jensen. Her var det en del af personalets arbejde, at pudse og vedligeholde det udstillede sølvtøj når de ikke betjente kunder.
Et år kom Victor Borge ind i butikken, og en dame sad og pudsede sølvtøj. Han tilbød hende et stykke lakrids og hun sagde ja tak.
Da han året efter kom ind i butikken igen, ville tilfældet at den samme dame sad og pudsede sølvtøj – samme sted.
Victor Borge udbrød ”Jamen sidder De her? … Endnu!?!”
Vi sluttede af med, at synge Dejlig er Jorden.
Foto: Torben Stender Nielsen







