Kategorier
2023

5. december 2023

Danmarks Lodsmuseum
Gammel Havn 11

I strid modvind kæmpede en mindre gruppe (45 prs.) sig ned til Danmarks Lodsmuseum på den gamle havn. Danmarks Lodsmuseumsforening tog i mod og Ida Clementsen fortalte om lodsvæsenets historie i Dragør. I dagens vindue stod en model af lodsbåden Poseidon. Ida fortalte at modellen var bygget af en ung mand – Dakar – fra Syrien, som i 1960 kom til København for at lære, hvordan lodser arbejder. Hele historien kan læses i dagens julevindue. Der blev budt på dejlig varm gløgg og en småkage.

Kategorier
2021

7. december 2021

Danmarks Lodsmuseum
Gammel Havn 11

Det blæste ganske friskt fra sydøst, og temperaturen var lige under frysepunktet, men heldigvis stod vi nogenlunde skærmet foran Lodsmuseet på havnen, hvor i alt 59 personer og en enkelt hund deltog.

Her fik vi historien om ”Kejserlodsen”, Frederik Wilhelm Møller, der boede på hjørnet af Strandgade og havnen – i huset med kikkenborg på taget.

Frederik Møller fik sit tilnavn ”Kejserlodsen” fordi han var den russiske kejser Alexander III foretrukne lods, når denne skulle besejle Øresund i den kejserlige yacht ”Standardt” – nok når han og kejserinde Dagmar skulle besøge hendes forældre, dronning Louise og kong Christian 9. i København.

Arbejdet som lods har til alle tider været farefuldt; Selv i vore dage med moderne navigationsudstyr og sikre lodsbåde skal lodserne stadig kravle op og ned ad skibssider i al slags vejr.

I Kejserlodsens tid sejlede lodser og bådsmænd ud til skibene i den åbne lodsbåd ”Ravnen”. Særligt juleaften 1899 viste havet tænder, det var bidende koldt og ualmindeligt farligt, så der var ikke andet for end, at få hjælp af den lokale nisse, der måtte overtage styringen af ”Ravnen” hjem i sikker havn.

Kejser Alexander III var så ganske klar over, hvor modige disse mænd havde været – at begive sig til havs på en så farlig færd for, at få kejserfamilien sikkert igennem farvandet; De blev derfor rigeligt belønnet med kejserlige gaver, bl.a. russisk vodka og en rigtig Matryoshka (også kaldet babuska-dukke).

Dagens låge viser nissen styre båden hjem til Dragør med gaverne, og historien om Kejserlodsen er sat op i vinduet, hvor den kan nydes i al slags vejr.

Lodsmuseet drives til dagligt af engagerede frivillige, der havde fuld forståelse for alle os, der havde vovet os ud i det kolde vejr, så vi blev budt på småkager og dejlig varm gløgg.

Kategorier
2025

1. december 2025

Danmarks Lodsmuseum
Gammel Havn 11

Så er årets udgave af Levende Låger skudt i gang. Den 1. december gik turen ned på Dragør Havn til Danmarks Lodsmuseum, hvor Danmarks Lodsmuseumsforening tog imod. Formand Niels Valdemar Scott Christensen fortalte om Lodshuset, som er bygget i 1823.

I dag ejer Museum Amager huset, som i nær fremtid skal renoveres sammen med resten af husrækken. Erlan Holtehus akkompagnerede på trompet, da deltagerne sang med på foreningens slagsang »Lodsens Vise« fra Johanne Louise Heibergs syngespil »En søndag på Amager«. Lyset blev tændt i husets julevindue og afslørede modelskibet »Ida« med nisser ombord. Skibet er bygget af Erlan Holtehus. Og så var der gløgg og småkager til alle 110 fremmødte personer.

Foto: Torben Stender

Kategorier
2019

10. december 2019

Danmarks Lodsmuseum
Gammel Havn 11

Ca. 90 deltagere og 3 hunde spadserede med os til Danmarks Lodsmuseum på havnepladsen denne tirsdag aften.

Ida Clementsen, formand for Danmarks Lodsmuseumsforening, bød os velkommen og fortalte om Dragør Lodseris historie, der går helt tilbage til 1684.

Peter Jan fortalte om arbejdet med den gamle lodsbåd Ravnen der, efter et liv som både lodsbåd i Dragør og postbåd til Saltholm, nu er blevet købt af Museum Amager og skal føres tilbage til sit oprindelige udseende. Det arbejder et hold frivillige på – der skal stadig skaffes penge til, at indkøbe det nødvendige træ og specialværktøj, og Peter Jans håber, at museets ansøgning til Veluxfonden bliver bevilget.

Efter afsyngelse af Lodsens sang og afsløring af dagens låge, der viser arbejder med Ravnen, bød Lodsmuseumsforeningen indenfor til et kig på museet, samt herlig gløgg og småkager.

Kategorier
2018

4. december 2018

Danmarks Lodsmuseum
Gammel Havn 11

Tirsdag d. 4.december gik 69 personer (og en enkelt hund) den korte tur ned til havnepladsen, hvor de gæve folk fra Lodsmuseet tog imod os med varm gløgg og gode historier.

Vi sang lodsens vise, og fik historien om hvordan Lodsmuseet blev til. Bagefter fik vi den spændende fortælling om den ofte barske hverdag for både lodser og fyr-folk, mens vinden susede om ørerne på os, og understregede ordenes alvor.

Heldigvis inviterede de rare frivillige os ind i varmen på museet, så vi kunne se de mange finurlige effekter, der sammen fortæller om Lodseriets betydning for skibsfarten og for Dragør.

Kategorier
2017

8. december 2017

Danmarks Lodsmuseum
Gammel Havn 11

Fredag d. 8/12 gik 110 gæster med til Lodsmuseet på havnen, hvor vi fik et trompetstykke, og mulighed for, at komme indenfor.