Kategorier
2019

22. december 2019

Blushøjspejderne
Engvej 3

Søndag var hele 218 personer (og fem hunde) med, da Levende Låger gæstede Blushøjspejderne på Engvej.

Den gamle spejderhytte, der er bygget i 1956 af ihærdige frivillige, var alt for lille til så mange gæster. Heldigvis er spejdere jo som bekendt altid beredt – og det var en del af vores publikum tydeligvis også – så vi fik lynhurtigt delt os op i to passende hold.

Vi hørte en smule om spejderbevægelsens oprindelse, som dengang havde rod i det militaristiske; Og vi hørte så i særdeleshed om, hvordan spejd nu er blevet et kærkomment alternativ til de elektroniske skærme, som vor tids børn er omgivet af. De elsker, at komme ud i naturen og lære praktiske færdigheder – som at læse et kort og forstå et kompas, at slå et telt op og håndtere en økse, at tænde et bål og lave mad over det.

Blushøjspejderne har i mange år samlet penge ind på forskellig vis for, at få midler til, at bygge en ny, større og mere tidssvarende spejderhytte.

Der er selvfølgelig søgt forskellige fonde, og de frivillige har i flere år bl.a. solgt juletræer ved spejderhytten, og lys lavet af stearin-stumper fra Dragørs kirker.

For nyligt har Dragør Kommune givet tilsagn om også, at støtte etableringen af en ny spejderhytte! Og da den ligger i et offentligt parkanlæg, er der krav om, at den er til glæde og gavn for alle borgere. Så spejderne glæder sig rigtig meget til, at udbrede spejd til endnu flere!

Kategorier
2018

2. december 2018

Blushøjspejderne
Engvej 3

Søndag d. 2. december trodsede 48 mennesker den dag-lange, silende regn, der nådigt dryppede af omkring kl. 17:00. Sammen gik vi til den lille hytte i anlægget på Engvej, hvor Blushøjsspejderne holder til. Vi hørte om troppens historie, og om spejdernes aktiviteter, som altid har haft udgangspunkt i naturen, men som har ændret sig gennem tiden; Hvor det tidligere handlede om, at lære basale færdigheder som båltænding, binding af knob og genkendelse af træer langt væk fra, er spejdernes aktiviteter i naturen nu i højere grad et socialt dannelsesrum, hvor fællesskab, venskab og ansvarsfølelse over for hinanden og jorden er i centrum.

Hver weekend sælger spejderne juletræer ved hytten på Engvej – arbejdskraften er 100% frivillig, og overskuddet skal gå til en modernisering af spejderhytten.