Kategorier
2023

18. december 2023

Hanne & Axel Bentsen
Skippergården, Lodsstræde 4

For første gang i år var der en let regn, så paraplyerne måtte slås op på den korte tur til Lodsstræde, hvor Hanne og Axel Bentsen bor.

Alle deltagerne kunne her se et fint pyntet vindue, hvor der både var juletræ og masser af nisser.
Den store nisse i vinduet havde skrevet en dagbog, som Axel Bentsen læste op af. Beretningen handlede både om spøgelser og hvide damer, så alle måtte gyse.

Hanne Bentsen fortalte om gårdens mysterium – et relief af Frederik V øverst i muren inde i porten. Hvorfor er det der? Det er et mysterium,
som måske aldrig bliver løst. Der er i hvert fald ikke til dato fundet en god forklaring på fænomenet.

Efter historierne kunne deltagerne gå i læ inde i porten – og så holdt regnen op.
Hanne og Axel Bentsen serverede dejlig, varm rompunch samt honningkage og brunkager. De sidste deltagere blev, indtil der ikke var
mere punch tilbage.

Kategorier
2023

17. december 2023

Gabriel Jensens Traktørsted
Batterivej 15

Søndag var sidste åbningsdag for det hyggelige julemarked på Badstuevælen. Igen var det en stor gruppe på cirka 135 deltagere, der gik med på turen med Levende Låger.
Og det skabte lidt ekstra stemning, at de to af Levende Låger-guider, Søs Lauridsen og Klaus Nilsson, var iført det flotteste juledress.

Igen denne dag var turen både lang og mørk. Den endte på Gabriel Jensens Traktørsted ved Dragør Søbad. Heldigvis var der sat bålfade ud,
og da de lyste godt op, var der ingen, der blev væk i mørket.

Restauratør i Gabriel Jensens Traktørsted Rasmus Kirkegaard
tog imod de mange deltagere. Han fortalte, at stedet var begyndt for omkring tre år siden som en strandbar med kaffe, is og et let måltid, og at stedet nu også fungerer som restaurant, hvor man kan afholde private fester og julefrokoster.

Det er fonden “Gabriel Jensens Ferieudflugter”, der ejer bygningen. Siden 1901 har den sendt børn fra stenbroen ud på landet. Som lejere støtter traktørstedet fondens arbejde, og det er Rasmus Kirkegaard glad for
og stolt af.

Rasmus Kirkegaard serverede æblejuice til børnene og gløgg til de voksne, så der inden den lange hjemtur var lidt at varme sig på.

Kategorier
2023

16. december 2023

Dragør Fort
Prins Knuds Dæmning 2

Klaus Nilsson var “forlygte” ved dagens låge, og alle deltagerne fulgte trop på den lange tur til Dragør Fort.
På Dragør Fort tog Ann Madsen og Torben Bødtger imod – og prøvede ihærdigt at skaffe plads til den stor gruppe på cirka 170 deltagere i fortets lokaler.

Fortets kommandant, Torben Bødtger, fortalte til stor moro for alle nogle røverhistorier om dengang, der var officerer på fortet.

Torben Bødtgers far var den, der havde bragt skikken med julegløgg til landet. Det forlød, at det var ham, der introducerede det svenske firma
Blombergs gløgg for danskerne for efterhånden mange år siden.

Der blev omdelt en sang, som inkorporerede de fleste julesange på en sjov måde – og så blev der båret en kæmpe gryde med gløgg ind, og alle
blev budt, så hatten kunne passe…

Kategorier
2023

15. december 2023

Bente Walløe Poulsen & Palle Cranil
Kampensgade 4

Fredag gik turen til Kampensgade, hvor Bente Walløe Poulsen og Palle Cranil tog imod.

Julevinduet skulle illustrere “Skipperbyens Dag”, som i år for første gang fandt sted på Dragør Havn.
Bente Walløe Poulsen fortalte om kadrejerne, som var sejlende købmænd, der under deres sejlads forbi Dragør handlede med blandt andet kolonialvarer, spiritus og tobak med sejlskibene.

En udstillet genstand i vinduet var en rugbrødsattrap, som Bente Walløe Poulsens søn havde fremstillet til Skipperbyens Dag. Når kadrejeren rakte en rugbrødslignende genstand i vejret, var det tegn på, at han kom ud for at handle med skibene.

En model af en smakkejolle, som var den type jolle, kadrejerne sejlede i, var af Erlan Holtehus udlånt til julevinduet.

Bente Walløe Poulsen fortalte, at hun er 5. generation i huset, som kun har været ejet af fire familier siden 1770.

Der blev budt på portvin, æblejuice og byens bedste pebernødder til alle.

Kategorier
2023

14. december 2023

Dragør Vokalensemble
Kedelhuset, Wiedergården 2

Dagens tur blev én med sjove forhindringer og oplevelser.
Igen gik turen ud fra Neels Torv. Pludselig kom et optog af statister til filmoptagelserne på Badstuevælen, og inden længe var de blevet viklet ind
i gruppe af Levende Lågerdeltagere.

Turen gik til Kedelhuset på Wiedergården, hvor Dragør Vokalensemble tog imod med sang for deltagerne.
Kordirigent Marianne Kragh fortalte en sjov historie om at være “nuppedame” på Wieders Væveri – en dame, som sørger for, at tekstilerne
fremstår uden fejl og uldtotter.

Koret fulgte op med dejlige julesange, og den musikalske del af turen til Kedelhuset blev afsluttet med, at alle sang med på “Dejlig er jorden”.

Et par småbørn, som allerede var kravlet i nattøjet under flyverdragten, var meget optaget af klaveret og måtte til alles fornøjelse hen og trykke på tangenterne.

Inden turen gik hjemad igen, fik deltagerne serveret gløgg, småkager og slik.

Kategorier
2023

13. december 2023

Martin Wood Pedersen
Strandgade 8

Denne eftermiddag gik turen til Strandgade 8, hvor Martin
Wood Pedersen tog imod.
Familien har boet på adressen siden i sommer, og Martin Wood Pedersen fortalte om huset og familiens tidligere liv i Sverige.
Livet på den modsatte side af sundet havde givet ham et godt kendskab og en stor glæde ved de svenske traditioner.
Han kunne blandt andet fortælle, hvordan gløgg er opstået:
Man lægger et net over et glas vin, herpå lægges sukker, som antændes med alkohol, sukkeret smelter ned i vinen – og vupti – så har man gløgg,
eller glødet vin, som det kaldtes i begyndelsen.

Martin Wood Pedersen bød derefter på svensk hvidvinsgløgg
og nybagte “lussekatter”.

Kategorier
2023

12. december 2023

Beghuset
Strandgade 14

Dagens tur udgik fra Neels Torv, fordi DR i nogle dage i denne tid har filmoptagelser på Badstuevælen, som derfor holdes lukket.

Efter en mindre omvej kom deltagerne frem til Beghuset Dragør, som er restauranten, der drives i Dragør Borgerforenings lokaler.

Værtsparret Linea og Lars Olsen tog imod. Lars Olsen fortalte, at parret
overtog forpagtning af restauranten efter Charlotte og Kim Gravenhorst i november 2022. Nu tilbyder restauranten “mormormad” – god dansk
mad.

Den store, smukke sal bruges til selskaber og lejlighedsvis til filmforevisning, efter at Dragør Bio tidligere på året lukkede.

Der blev efterfølgende serveret juleøl og sodavand.

Kategorier
2023

11. december 2023

Dragør Badehotel
Drogdensvej 43

Efter en lang og kold tur gennem en delvis mørkelagt by kom dagens deltagere ind i en dejlig varm sal på Dragør Badehotel, hvor der stod rødvin, øl, æblemost og julekager parat.

Først fortalte Nina Svendson om sin vej til at være ansat på badehotellet og lidt om hotellets historie.

Flere af deltagerne udvekslede nostalgiske historier, blandt andet blev der fortalt om fastelavnsmandage, hvor rytterne fra Store Magleby stod af hesten og kom ind og dansede med byens piger til stor fortrydelse for Dragørs unge mænd.

Det meste har ændret sig på Dragør Badehotel, men de farvede ruder i glasdørene er de samme som altid.

Kategorier
2023

10. december 2023

Michael Weber
Bagergården, Strandstræde 8

Denne søndags blev det til en kort gåtur til bagergården i Strandstræde, hvor Michael Weber bor.

Michael Webers gode veninde – den svenske sopran Cecilia Lindwall – lagde ud med at synge »Nessun dorma« fra operaen Turandot af Puccini.

Herefter fortalt Michael Weber bagerhusets lange historie.

Cecilia Lindwall sang »O hellige nat«, inden den levende låge blev sluttede af med, at alle sang »Dejlig er jorden«.
Det er vist længe siden – måske aldrig før – der er hørt så smuk sang i Strandstræde.

Der var gløgg og bagværk til alle at gå hjem på.

Kategorier
2023

9. december 2023

Cythia & Peter Bech
Havfruehuset, Kongevejen

Cirka 150 personer besøgte Havfruehuset på Kongevejen denne lørdag, hvor Cythia og Peter Bech tog imod i gården, som var pyntet fantastisk op
med lys og juleglimmer.

Peter Bech fortalte Kongevejens og husets historie. Mens han fortalte, iførte han sig en ny hovedbeklædning, der passede til beskrivelsen af hver person, han fortalte om.
Deltagerne så alt fra kongekrone over skipperkasket og sydvest til sejlerhue.

Efter fortællingen blev hoveddøren åbnet, og Cythia Bechs fantastisk snedronning kunne beundres i entréen.

Og så var der ellers gløgg og hjemmebag til alle.