Kategorier
2025

23. december 2025

Jens Bach Pedersen & Anne Vils Pedersen
E. C. Hammersvej

Ved årets næstsidste låge den 23. december gik turen i frisk vind ad E. C. Hammersvej til præsteboligen, hvor sognepræsten Jens Bach Pedersen og Anne Vils Pedersen bor med hund og kat.

Parrets to børn, Sara og Johannes, var på besøg og bistod med udskænkning af portvin til alle 182 fremmødte.

Jens Bach Pedersen havde flyttet elorglet ud i haven, og deltagerne indledte besøget i præsteboligen med at synge »Nu tændes tusind julelys«.

Herefter fortalte præsten, at familien har boet der siden juni 2002. Huset er oprindelig bygget som luksussommerbolig for en sølvvaluar (en person, som kan vurdere og sikre sølvs lødighed). Senere boede der en revisor, som udbyggede huset med de lokaler, Jens Bach Pedersen nu bruger som arbejdskontor. I 1964 lejede Dragør Kirkes sogn huset til sognepræst Svend Aage Andersen og hans familie, og i 1975 overtog kirken ejerskabet af huset.

Huset er stort, men dejligt, og familien er meget glade for at bo der. Jens fortalte videre om fordele og ulemper ved at bo i tjenestebolig og skrønen om, at præster bor gratis – ja, det er en skrøne. Faktisk så stiger ikke alene skatten, men også boligafgiften, hvis præsten skulle være så heldig at flytte et løntrin opad.

Oven på den historie sang de mange deltagere »Der er noget i luften«, og Jens Bach Pedersen akkompagnerede med vinterstive fingre på elorglet.

Kategorier
2025

22. december 2025

Kirsten & Morten
Strandlinien 23

Mandag den 22. december vandrede 155 personer østpå til Strandlinien 23, hvor Kirsten Frederiksen og Morten Hinz bor.

Kirsten Frederiksen fortalte, at parret kun har boet på adressen i cirka et halvt år – efter at have tilbragt omkring 20 år på Hollændervej.

Huset har været hjem for en lang række familier. Hun nævnte blandt andet, at familien Schwartz har drevet en frisørsalon i huset.

I midten af 1930’erne blev Strandlinien »rettet ud«, da et af husene over for Standlinien 23, som rakte langt ud på gaden, blev revet ned. Huset blev kaldt »dødsfælden«, da det udgjorde et faremoment for den stigende automobilfærdsel.

Ved samme lejlighed blev Strandlinien så bred, at man kunne afsætte haver til husene på den vestlige side af Strandlinien. Haverne udlejede kommunen så til beboerne. I forbindelse med ejerskifte købte de nye beboere ofte arealerne af kommunen – men helt op til 2004 lejede nabohuset stadig haven af kommunen.

Deltagerne sang »Jeg så julemanden kysse mor« og »Rudolf med den røde tud«, akkompagneret af Morten Hinz på harmonika og Per Aabel på guitar. Så det var et muntert selskab, der til slut fik serveret portvin og pebernødder.

Kategorier
2025

21. december 2025

Henrik & Pia
Kunst Republikken

Søndag den 21. december blev en længere vandretur for dagens cirka 180 deltagere. Værterne for lågen var Henrik Seiersen og Pia Lindinger, der driver Kunst Republikken, som har ligget på Færgevej i fem år

Pia Lindinger indledte med at takke de mange deltagere i vandringen og folkene bag Levende Låger for at vise, at Dragør også kan noget om vinteren.

Hun fortalte, hvordan huset fungerer som atelier, værksted og udstillingssted. Selvom både Henrik Seiersen og Pia Lindinger har travle hverdage, har de begge et ønske om at få farver og kunst til Dragør i flest mulige sammenhænge. 

Kunst Republikken er blandt andet med til at arrangere Dragør Kunstfestival, som finder sted på havnepladsen hver sommer, og i 2025 oprettede Pia og Henrik et tirsdagsværksted, hvor man kan fordybe sig i egne kreative udfoldelser. Der deles viden og idéer – samtidig med at livet og verdenssituationen vendes. 

Kunst Republikkens højdepunkt i året var at være medvirkende i at få kunstneren Jeppe Eisner og foreningen KulturKonstruktioner til Dragør med projektet Moars Ark. Kommunen har allerede modtaget en ansøgning om Jeppe Eisners Moars Ark tilbagevenden i 2026.

Pia Lindinger spottede Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup, blandt deltagerne, og hun benyttede lejligheden til at sige tak til forvaltningens medarbejdere for altid god og velvillig hjælp netop med at få kunst og farver til Dragør.