Michael
“På trappen”, Strandstræde 8
På en måneklar eftermiddag lørdag den 14. december samlede 219 personer sig foran ejendommen På Trappen i Strandstræde 8.
Michael Weber, der bor på adressen, bød velkommen og introducerede Pernille Stockflet, som fortalte om ejendommens historie og sin egen barndom på stedet.
Huset, der blev bygget som bagergård i 1784, vækkede minder hos Pernille Stockflet. Hun fortalte levende om, hvordan julegåsen i sin tid blev trukket på en kælk til bageriet for at blive stegt. Med humor og charme imiterede hun bagerkonens karakteristiske dragørsk til stor fornøjelse for de fremmødte.
Pernille Stockflet er blandt initiativtagerne til Levende Låger – Dragørs levende julekalender, der er inspireret af en tradition i Sverige. Hun fortalte om opstarten i 2012, hvor hun sammen med Helle Hende og Marchen Leth, som ikke er blandt os længere, startede forsigtigt op i fire weekender.
Allerede året efter var Levende Låger udvidet til en daglig begivenhed fra den 1. til 24. december. Initiativet blev hjulpet godt på vej af julemarkedet på Badstuevælen, som begyndte i 2013, hvor julekalenderen Tidsrejsen blev optaget.
Efter fortællingerne blev der serveret gløgg og lækkerier, som bidrog til den hyggelige stemning på denne historiefyldte decemberdag.



Foto: Torben Stender
