Neels Torv
Torsdag d. 13.december slog vi alle rekorder! Eller – næsten alle rekorder. Tilbage i 2016 havde vi besøg af seks hunde, torsdag aften var der kun fem.
Men hele 224 personer og 64 festligt Lucia-klædte elever fra 4.kl. på St. Magleby skole gjorde denne aften til noget helt specielt. Vi startede i stor flok fra Badstuevælen, og gjorde holdt på Neels Torv, hvor vi så kunne høre de smukke stemmer fra Lucia koret langsomt nærme sig; Det lange optog slangede sig rundt om de mange fremmødte, og tog opstilling foran Den Gamle Bager, så de der havde stillet sig op på bænke og cykelstativer kunne få det perfekte udsyn.
Her sang de Lucia-sangen til ende, og derefter to vers af Adventskransen, en julemelodi der jo er skrevet af Dragørs egen Inger Otzen, der var spillelæreinde.
De sluttede af med en helt ny julesang – ”Jul i Gamle Dragør” – der komponeret og skrevet af Henrik Gotha Jørgensen, som også akkompagnerede koret.
(En video med sangen kan findes i et delt opslag her på siden fra 11/12).
Koret og flokken fortsatte så mod Strandhotellets gårdhave, hvor Philip bød på varm gløgg til de kolde næser; Trods udfordringer med byggeri, havde Strandhotellet formået, at gøre restauranten rigtig hyggelig, og der var saft og æbleskiver til Lucia-børnene – ja, og til alle andre, der havde lyst!
Enkelte forældre havde lidt svært ved, at få deres børn med hjem – seks af dem måtte et par ture mere om juletræet i fuldt firspring; Ja, så hurtigt gik det desværre, at kameraet ikke kunne fange et ordentligt billede.
Fotos: Torben Stender Nielsen





