Kategorier
2022

14. december 2022

Dragør Sangforening
Wiedergården, Wiedergården 2

Turen gik til Wiedergården, hvor Dragør Sangforening tog imod med sangen “Nu tændes 1.000 julelys” dirigeret af Marianne Kragh.
Formand Hans Ledertoug Larsen fortalte lidt om sangforeningens historie og om traditionen med at synge på pinsemorgen. I begyndelsen af sangforeningens historie sang man pinsemorgen i Kongelunden, men på et tidspunkt fandt man, at der var for langt til Kongelunden, så man besluttede at synge på Blushøj i stedet for.

Sangforeningen bød på et godt glas gløgg og på slikkepinde til børnene.

Kategorier
2022

13. december 2022

Luciadag
Neels Plads

Luciadag skulle julevandringen kun gå den korte tur til Neels Plads, hvor byens juletræ står.

Efter at havde ventet på pladsen i et par minutter kom luciaoptoget gående nede fra havnen i hvide klædninger og med lys i hånden.
Optoget, som bestod af elever fra tre 4.-klasser fra Store Magleby Skole, tog opstilling på pladsen og sang den stemningsfulde sang om at bære
lyset frem til ønskefest for Santa Lucia.

Efter sangen lød den karakteristiske lyd af langvarige klapsalver udført med vanter på.

Kategorier
2022

12. december 2022

Dragør Roklub
Strandlinien 3

I et par graders frost gik turen til Dragør Roklub. Lågerne/portene ind til klubbens bådehus blev åbnet, da gruppen nåede frem, og formand Helle
Brünnich Pedersen bød velkommen til klubben.

Roklubben holder til i Tolderens Hus og har eksisteret siden 1969. Klubben er en familie- og motionsklub, hvor flere generationer kan ro sammen.

Klubbens slagsang blev omdelt, og der blev sunget to vers.
Inden publikum gik på opdagelse i roklubbens faciliteter, blev der serveret et glas portvin og en snack.

Kategorier
2022

11. december 2022

Dragør Bådelaug
Færgevej 8

Søndagens tur tog deltagerne ned til den lidt forblæste havn ved Dragør Bådelaug, hvor formand Johnny Riber tog imod og fortalte.
Dragør Bådelaug blev stiftet i 1977 i forbindelse med den nye lystbådehavns etablering.
Lavet har mange sociale aktiviteter og grupper – bl.a. en strikke- og designgruppe, som havde dækket op med kaffe, småkager og portvin.

Der var arrangeret en konkurrence, hvor deltagerne skulle binde knob. Præmien til vinderen var en flaske vin.
Mange deltagere i julevandringen blev siddende længe i det hyggelige klubhus.

Kategorier
2022

10. december 2022

Dragør Bio
Jan Timanns Plads 1

Deltagerne af Levende Låger besøgte lørdag den 10. december Dragør Bio, hvor der blev budt på et glas portvin.

Ole Svendsen fortalte om biografdriften i Dragør, som begyndte i 1907 i et træskur på havnen ved Dragør Kajakklub.
I 1928 åbnede Dragør Bio på den nuværende adresse, som huser biografen frem til udgangen af april 2023.
Foreningen, som driver biografen, leder endnu efter en ny lokalitet, hvorfra biografen kan videredrives.

Ole Svendsen fortsatte sin fortælling med egne erindringer, hvor han som dreng i 1950’erne var at finde på de hårde træsæder – gerne hver
søndag til 16-forestillingen.

Kategorier
2022

9. december 2022

Pernille Fabricius & Peter Nellemann
Bymandsgade 26

Turen til Bymandsgade, hvor Pernille Fabricius og Peter Nellemann havde dækket op ude på Fogdens Plads med hjerteformede peberkager, en lille skarp eller et glas sherry.

Dagens låge var et vindue fuld af hjerter.
Pernille Fabricius læste parrets historie på vers – et digt, hvor hjertet og kærligheden var det gennemgående tema.

Alle fik mulighed for at skrive en hilsen på et lille paphjerte, som blev trukket på en snor, som siden blev hængt op under vinduet, hvor den hænger endnu.

Kategorier
2022

8. december 2022

Danmarks Lodsmuseum
Gammel Havn 11

I fuldmånens skær gik julevandringen torsdag den 8. december til Danmarks Lodsmuseum, hvor formand Ida Clementsen bød velkommen.

Ida Clementsen fortalte om lodseriet i Dragør siden 1684 og om dagens låge. Bag de duggede ruder kunne deltagerne skimte en model af fyrskibet
“Graadyb”, som lå ud for Esbjerg Havn for cirka 100 år siden, da der den 14. december 1922 opstod en vældig storm. Fyrskibets besætning og lodser blev – ifølge Ida Clementsen – reddet af nisserne.

Traditionen tro sang deltagerne “Lodsens vise” fra “En søndag på Amager” akkompagneret af Erlan Holtehus på trompet.
Efter sangen var der gløgg til alle.

Kategorier
2022

7. december 2022

Lisbeth Dich Abrahamsen
Væveboden, Chr. Mølstedsgade 16

Julevandring gik denne dag til Chr. Mølstedsgade, hvor
Lisbeth Abrahamsen bød velkommen ved Væveboden.

I udstillingsskabet handlede det om hendes mand, Povl Abramsen, som har tegnet julemærket tre gange – i 1956, 1957 og sidste gang i 1983.

Alle fik et postkort foræret med et af Povl Abramsens julemærkemotiver, og så sang deltagerne første vers af “Glade jul”.

Kategorier
2022

6. december 2022

Dragør Bibliotek
Vestgrønningen 18

Cirka 30 personer var med på julevandring tirsdag den 6. december, hvor turen gik til Dragør Bibliotek.
På biblioteket var der dækket op på 1. sal med kaffe, juice og småkager.
Fungerende biblioteksleder Jacob Honoré causerede over begrebet “tradition”, og bibliotekar Amalie Bagge satte alle i gang med at lime
guirlander, som skal pynte i biblioteket indtil jul.

Frivillige fra Biblioteksrådet havde inden klippet strimlerne til guirlanderne og hjalp også undervejs.

Kategorier
2022

5. december 2022

Dragør Gospel Kor
Dragør Kirke, Kirkevej 170

“California Dreamin’” sang Dragør Gospel, da en tapper skare på cirka 40 personer mødte op i Dragør Kirke på en regnfuld eftermiddag den
5. dag i december.
Sangen, der netop handler om at sidde en kold vinterdag og drømme om det solrige Californien, var velvalgt.

Sangerne tog imod med julelys i hænderne – og straks var stemningen sat.
Koret blev dirigeret af Louise Kofoed, og Mads Søndergaard akkompagnerede på klaver. Koret afsluttede minikoncerten med “Jingle Bells”.