Torsdag aften inviterede Dragør Bibliotek os indenfor til kaffe og småkager, samt et tilbageblik på årets gang på biblioteket og alle de mange aktiviteter, de har haft.
Philip Helgstrand Dragør Strandhotel, Strandlinien 9
Onsdag var Luciadag – og de 56 der gik med os til Strandhotellets hyggelige gårdhave, blev mødt af et Luciakor bestående af elever fra 4. og 5. klasser på Store Magleby Skole.
Philip bød på gløgg – hvilket lunede på denne kolde aften.
Dragør Lokalarkiv Dragør Gamle Rådhus, Stationsvej 5
Tirsdag kunne de 47 gæster og tre hunde – efter en kort vandring ad Nørregade og gennem Rådhushaven – tage opstilling bag det gamle Dragør Rådhus, hvor Lokalarkivet nu holder til.
Henning fortalte om den nye kogebog, om hvordan den var blevet til – og om hvordan nogle af opskrifterne havde overlevet ved forskellige tilfælde.
Vi blev budt på smagsprøver fra bogen; Der var to slags småkager, og de to særlige jule-likører med hollandske aner: Boeren jongens og Boeren meisjes.
Mandag aften gik Levende Låger turen til Lodsstræde – til Skippergården, hvor Hanne og Axel bor.
Axel afslørede det flot pyntede vindue og oplæste en hilsen fra den gamle husnisse. Vi sang “Sikke en Voldsom Trængsel og Alarm” og så Hanne på tre vidunderlige smagsprøver fra den nye, lokale kogebog, udgivet af Museerne og Lokalarkivet: Amagermad.
Vi smagte Fastelavnspunch, Skippergårdens Juleplumkage og Honningkage fra Store Magleby.
I dag er det anden søndag i advent – og vores korte tur gik til en adresse vi har været ved før; Hos Leise og Hans på hjørnet af Magstræde og Strandgade!
Da alle 120 gæster (og to hunde) havde taget opstilling, fortalte Pernille Stockfleth lidt om husets historie – om de oprindelige beboere, Hans N. Jeppesen og frue, der fik syv døtre, hvoraf de to blev gift med et par af Danmarks største skibsredere: Arnold Peter (A.P.) Møller og Hans Isbrandtsen.
Så afslørede Hans – til åbenlys beundring og et ægte vanteklap – det skønneste jule-pyntede vindue, hvor de fineste små dukker og figurer stod på rad og række i et julelandskab.
Hvis spadsereturen går gennem den gamle by, er det værd, at slå et smut forbi.
Lørdag d. 9/12 var Lang Lørdag med Levende Låger, som er et begreb vi introducerede sidste år: Lørdag har alle lidt bedre tid, og derfor kan det hænde, at vi går lidt længere end normalt.
Denne lørdag gik turen for ca. 150 mennesker til Gåserepublikken.
Onsdag aften var blæsende, men alligevel trodsede hele 47 personer (og en enkelt hun) vind og vejr, og gik med os hjem til Kirsten i Chr. Mølstedsgade, som har pyntet et vindue med sin mors fine, håndlavede krybbe-figurer.
Vi fik lækre, hjemmebagte småkager og kvitterede med en julesang.
Tirsdag var 55 gæster med Levende Låger på besøg hos Lisbeth i Væveboden i Chr. Mølstedsgade 20.
Lisbeth fortalte om vinduet, der var pyntet med de julemærker hendes mand, Poul Abrahamsen, tegnede ved tre forskellige lejligheder. De heldige deltagere fik de nyligt fremstillede postkort med motiverne fra julemærkerne.
En af julemærkeserierne forestiller skibe pyntet med juletræer – bl.a. et fyrskib, hvor juletræet sidder øverst i masten.
Det afstedkom prompte en henvendelse fra Fyrvæsenet, der gjorde opmærksom på, at det var forbudt! (Fyrskibe er kendingsmærker, må silouetten ikke ændres).
Mens kurven med karameller gik rundt sang vi derfor “Højt fra træets grønne top” i sympati med det stakkels træ, der ikke måtte pynte på fyrskibet.